2w da/Me · Elevoplæg
Folmer Brem Nøhr
 

Studietur Berlin 24. - 30. marts 2007
4c

Ernst Ludwig Kirchner (1880 – 1938)
Frauen am Potsdamer Platz
(1914)
 

Berlin, Neue Nationalgalerie
 

Det første, der rammer ens øje, når man kaster sit blik på ”Frauen am Potsdamer Platz”, er det nedbrudte og skæve perspektiv, der vidner om, at vi har at gøre med et ekspressionistisk maleri. Kirchners tydelige penselstrøg er også med til at vise os, at verdenen, der skildres, er en tænkt verden, kun med udgangspunkt i virkeligheden. Særligt de lodrette linjer træder frem og gør figurerne høje og tynde: Nogle forvredne typer, der mest af alt ligner skygger. Sammen med husenes skæve mure giver disse mennesker hele billedet en disloceret stemning, og man får tanken, at Kirchner ønsker at kritisere sit motiv. 

På Kirchners billede går flere personer rundt på Potsdamer Platz. Alle er de iført smarte dragter fra billedets samtid, de to forreste endog med fjer i hatten. Bag dem er flere ens klædte mænd og kvinder i henholdsvis sorte jakkesæt og flamingorøde kjoler. Personerne på billedet er tydeligt klædt på til en festlig aften i storbyen Berlin, men selvom der skal være gang i den, er der ingen af dem, der går sammen eller har kontakt; alle er hver for sig. I baggrunden ses Banegården og Haus Vaterland. Pladsen er malet i en unaturlig, grøn farve med gråt fortov. Umiddelbart ledes tankerne hen til plantevækst og liv, men hvis man ser på den plante, der er malet foran banegården, kan man se, at den har en helt anden nuance. Ved nærmere eftersyn minder farven mere om den sygelige farve som menneskene har i hovedet. At menneskene på en eller anden måde er sygelige og har inficeret selve byen med dårligdom, eller er blevet smittede med byens.

I den venstre forgrund står en kvinde. Hun er iklædt sort tøj, der indikerer, at hun er enke. På hendes tid bar man sort et år efter ens ægtemand var gået bort. Hun var ikke et ualmindeligt syn i årene omkring 1. Verdenskrig. Trods hendes sørgende påklædning har hun alligevel øreringe og make-up på. Måske skyldes det, at hun igen er på udkik efter en mand. Denne påstand kan understreges af hendes næsten poserende kropsstilling i fuld profil.

Kvinde ved siden af peger derimod direkte over mod os. Hun henvender sig med sin enorme højde (Hun er ca. i forholdet 1:1 med et rigtigt menneske på det virkelige maleri), som øges af hendes tyndhed. Det virker, som om hun går os i møde i catwalk-stil og forsøger at vise sig frem. Hun viser sig imidlertid ikke frem som en person, men mere som et salgsobjekt; hendes tomme øjne, der enten er dækket af make-up eller blot ikke er til stede, fjerner hendes personlighed. Man kan ikke komme uden om at tænke på salg af hendes krop og prostitution i den sammenhæng. På den lille ø, hvor de to kvinder står, stod oprindeligt et ur, der kunne ses over hele Potsdamer Platz. Dette faktum betoner den objektgørelse af mennesket, som billedet ellers indikerer.

Hvis man tænker dette sammen med den individualisering af billedets mennesker, som før blev nævnt,  kan man komme nær en tolkning af Kirchners idé med billedet: Kirchner ønsker at kritisere vores forhold til hinanden i en storby som Berlin. Et forhold, der bygger på objektgørelse, og dermed ikke indeholder reel personlighed eller følelse. At vi aldrig rigtigt får noget at gøre med hinanden, men blot vader rundt i hver vores verden. Det eneste, vi kan, er at købe falsk kærlighed for penge. Dette sindsbillede er et sindbillede på byen, og gaderne holder os konstant syge.